Grønlændere og Grønland bliver desværre ofte omtalt i nedladende vendinger i Danmark. Forbavsende få danskere har den store indsigt i grønlandske forhold. Demokraatit vil derfor deltage i enhver debat, der på den ene eller den anden måde har betydning for forståelsen af os grønlændere og vores land. Dette naturligvis med saglige argumenter og reel information. Vi tror på, at reel oplysning vil højne danskernes forståelse for os og for vores levevis. Dette vil automatisk medføre, at vi i langt højere grad vil blive mødt med den respekt, vi fortjener i den offentlige debat.
Oplysningen skal starte allerede i den danske folkeskole. Der skal udvikles undervisningsmateriale med henblik på, at danskerne allerede i en ung alder får viden om det moderne grønlandske samfund, vores kultur, vores sprog, vores historie og vores traditioner. Det vil ligeledes være hensigtsmæssigt, at der bliver afsat en pulje på den danske finanslov, hvor danske skoleklasser kan søge om tilskud til at komme på lejrskole i Grønland, så danske børn med egne øjne kan opleve og mærke vores land.
Også på gymnasie- og universitetsniveau kan der gøres meget mere. Udviklingen i Grønland og Arktis rummer gode muligheder for debat om og undervisning i den moderne verdens udfordringer, klimaforandringerne, storpolitik contra lokalsamfund for blot at nævne nogle få områder, hvor det vil være relevant at inddrage Grønland og grønlandske forhold. Det vil i den forbindelse være på sin plads at etablere udvekslingsprogrammer og stipendier for både gymnasieelever og universitetsstuderende i Danmark, som ønsker at inddrage Grønland som en del af deres studie.
Det vil være til gavn for både Grønland og Danmark.