VALG PROGRAM - FOLKETINGSVALG 2022

Nordatlantisk gruppe – sammen er vi stærkere

Tilbage i 2001 blev Den Nordatlantiske Gruppe etableret af IA, Siumut og det færøske parti Tjóðveldi. Projektet synliggjorde de nordatlantiske mandater i den offentlige danske debat på en måde, der hverken er set før eller siden. I dag står vi i den ulykkelige situation, at ikke engang de valgte grønlandske mandater kan finde ud af at samarbejde.

Det har især været pinligt at se, hvordan Siumut har deponeret deres magt hos Socialdemokratiet. Her kan man da tale om et parti, der logrer med halen hver eneste gang mor Mette smider en godbid.

Det manglende samarbejde svækker den grønlandske stemme i Folketinget – det er en skam. Demokraatit vil kæmpe for igen at få gang i et nordatlantisk samarbejde, og hvis det er umuligt, så i det mindste et formaliseret samarbejde mellem de grønlandske mandater. Vi har i høj grad de samme interesser og de samme mål. Sammen vil vi stå meget stærkere over for de danske ministre og partier.